Thorkild er 71 år, pensioneret og tidligere journalist. Han har haft diabetes i 20 år, og startede for lidt over et år siden med at modtage Fælles Servicecenters ydelser. Det har givet ham tryghed og mere tid i hverdagen.

 

Thorkild havde længe haft sin daglige gang på Hospitalsenheden Horsens, da diabetessygeplejersken Rikke foreslog ham at få telemedicin fra Fælles Servicecenter. Det tilbud takkede Thorkild ja til. Nu foretager han selv sine blodtryks- og blodsukkermålinger derhjemme.

Nemt, enkelt og trygt.

Thorkild kan selv følge med i sine tal, og resultaterne får han hurtigt på sin skærm. Er tallene ikke, som de skal være, så får han et kald fra Rikke, hvilket giver ham tryghed.

Thorkild tænder computeren og gør klar til sin konsultation. "Det handler bare om at komme ind i en rytme. Det er let og enkelt, og jeg føler mig helt tryg."
Bare det at kunne sidde på sofaen derhjemme og slippe for køen i venteværelset betyder en hel del for Thorkild.
"Jeg synes faktisk, at det bliver mere personligt, når jeg taler med Rikke gennem en skærm. Der er som om, vi har et fælles rum, hvor jeg får en masse 'mig-tid'."

Samme sygeplejerske hver gang

For Thorkild er en af fordelene ved at anvende telemedicin, at han altid snakker med den samme sygeplejerske og ikke skal forklare sin situation på ny hver gang. "Allerede inden jeg har sagt farvel til Rikke, har vi aftalt, hvornår vi skal snakke sammen næste gang," siger han og fortsætter: "Rikke er god til at checke ind og sikre, at man har det godt."

Thorkild er også tilmeldt en sms-service, hvor han får en reminder om, at han snart har en tid hos Rikke.

Du skal ikke være ekspert

"Man kan sagtens få telemedicin, selvom man ikke er særlig it-kyndig. Fælles Servicecenters venlige og grundige vejledning gør, at du forstår, hvad du skal gøre. Og hvis der er noget, der ikke virker efterfølgende, så ringer man bare til Fælles Servicecenter – det giver en stor ro" forklarer Thorkild. Han kan ikke forstå, at telemedicin ikke er mere udbredt. "Dem der siger, at telemedicin er belastende i hverdagen er fulde af løgn," siger Thorkild med et smil.

Tid til mere

For Thorkild har det været godt at bruge Fælles Servicecenter, da det giver ham mere tid til at gøre det, han har allermest lyst til, nemlig at bruge tid i gravhundeklubben med vennerne. "At bruge telemedicin sparer mig en masse tid. Andre skal jo rive en hel dag ud af kalenderen for at komme til check – for mig tager det kun 15 minutter."

Portræt af Thorkild Bisbo