Fælles Servicecenter er et projekt, der er støttet af de 19 kommuner i Region Midtjylland. Fælles Servicecenter er en støttefunktion til telesundhed, så de sundhedsfaglige kan fokusere på kerneydelsen og ikke behøver at tage sig af teknologi, support og logistik. Derudover arbejder Fælles Servicecenter også med udvikling og vidensarbejde, hvor de hjælper personalet i kommunerne med at udvælge telemedicinske løsninger og implementering af dem.

Fælles Servicecenter er et projekt, der er støttet af de 19 kommuner i Region Midtjylland og Region Midtjylland. Det vil derfor være nemt og enkelt at gå fra projekt til drift, da alle de 19 kommuner i regionen kender og bruger Fælles Servicecenter f.eks. gennem telemedicinsk sårvurdering. Her yder Fælles Servicecenter allerede support og undervisning, hvor telemedicinsk sårvurdering er udbredt til alle kommunerne i regionen. Derudover hjælper Fælles Servicecenter også kommuner med egne projekter, hvor Fælles Servicecenter blandt andet varetager den daglige support, brugeradministration samt op- og nedtagning af udstyr til Horsens på Forkant med Sundhed. Endvidere viser Fælles Servicecenters business case, at det er billigere for alle parter at lave ét samlet fælles servicecenter, og det er mere effektivt, da viden bliver samlet ét sted, hvor den lettere kan deles på tværs af sektorerne.

Fælles Servicecenter tilbyder en række services, som både omhandler teknologi, support og logistik, men der bliver også tilbudt råd og vejledning til velfærdsteknologikonsulenterne i kommunerne med teknologiafklaring, markedsundersøgelser, forståelse og kortlægning af komplicerede tværsektorielle processer, implementering af teknologi, anskaffelser og udbud. Dette er en væsentlig værdi ved et Fælles Servicecenter og noget af det, der bliver efterspurgt mest, da mange velfærdsteknologikonsulenter sidder alene og netop mangler sparring i forhold til valg af telemedicinske løsninger og opstart af dem m.v.

Konsekvenserne af en fremtid uden Fælles Servicecenter vil være, at hver eneste kommune skal stå for etablering af sit eget servicecenter til at håndtere de mange opgaver, som er nødvendige for at kunne levere telesundhed til borgerne.

Hvis Fælles Servicecenter etableres vil det skabe et bedre grundlag for at udveksle viden mellem parterne i sundhedsvæsenet og dermed skabe et bedre fundament for udvikling af nye, effektive løsninger og arbejdsgange. En fremtid med Fælles Servicecenter vil betyde at kommunerne kan anvende ét fælles setup til support og logistik. Kommunerne kan udnytte en fælles organisatorisk og teknologisk infrastruktur og vil gennem Fælles Servicecenter kunne trække på viden fra andre kommuner vedrørende valg af telesundhedsløsninger og implementering af dem. Derudover vil Fælles Servicecenter også tilbyde undervisning i den telemedicinske løsning, som f.eks. Pleje.net, der bruges til telemedicinsk sårvurdering i alle 19 kommuner i regionen.